Rockende overraskende og aldeles hyggeligt

Baldakinen over vores hoveder er dramatisk klædt i imiteret guld, og for fødderne er der en ræverød løber. Et rigtigt rockstjerne-glimmer et. Det er en velkomst, der er til at forstå.

Vi, familiens tre drenge, er taget til RAGNAROCK, et vaskeægte rockmuseum boende på Rabalderstræde i Roskilde bydelen Musicon, der tidligere var et prustende g pulserende industriområde .

”Hvad gør vi nu, lille du?” Musikken napper os om kraven, så snart vi kommer ind på udstillingen over ungdommens musikkultur, og vi oplever hurtigt at man bare oplever musik bedre, hvis man ligger på ryggen. Derfor er det jo besnærende klogt og også ret sejt, når man kommer op på førstesalen i RAGNAROCK, hvor man liggende på en gigantisk LP plade kan høre Gasolinklassikere.

Sjovt er det, når sange som  ”this is my life,” ”rabalder,” ”Kvinde min” og ”Langebro,” nærmest har sneget sig ind i min krops musikalske DNA, hvis jeg har sådan en, og nu  skulle svare på hvem dælen Gasolin egentlig var.

Vi får talt en del om flabethed, om energi og om, at det er ok at være rå og kantet, for sådan var Gasolin. Drengene ser sig omkring, tager et par telefonhøjtalere på, lytter til musikken, studerer lidt tekst og er ved at knække nakke når de skal se de ”løbende” koncertbilleder på det øverste af væggen. Her blandt skoleklasser, familier og forbløffende mange ældre mennesker, går det op for mine to drenge, at der også fandtes fed musik, da deres far var ung.

”Lad mig knæle for din bestjernede fod og gi dig et lotus læbekys,” en af Steppeulvenes syrede sange knaser let i ørerne. Vi er på et rejse-tilbage-i-tiden- trip, og vi nyder det – sammen.

Fødderne hopper helt af sig selv, ansigtet spejler sig i obskure figurer og de syrede farver, som vi selv kan indstille, får os alle tre til at le. Vi er fanget i en skov af minder om musik og frigørelse, i en tidslomme, hvor det at være ung er lig med at blive hørt, om ikke andre steder, så på musikscenen.

Museet er måske nok en anelse klejn i sit udtryk, men indholdssiden er fantastisk, original og utrolig god til en fed snak om, hvad musik kan og skal kunne i et samfund, og at slutte en museumsrunde af med et riff, et kort musisk motiv med enkel melodi, er fedt, selvom det opstillede guitar hero spils plasticudtryk ikke helt harmonerer med museets ellers så autentiske stil.

Men det er et museum, hvor man springer ud af døren iført knaldende dansk rockmuseum for sit indre øre. En fed oplevelse, også selvom parkeringsforholdene er helt håbløse, og den nærmest liggende parkeringsplads tilsyneladende mest er en fælde, der skal forsøge at lokke museumsgæsterne til at ende med en 750 kr. dyr parkeringsafgift.

 

Martin Hoffmann Kønig 25. februar, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også