Der er ikke noget som råddent kød fra havet, eller mennesker der ved en masse om havets kæmper, som kan gøre en strandtur til en fabelagtig vidensbank for hele familien.

Af Martin Hoffmann Kønig

”Vågehval – zoologisk museum kommer.”

Det hvide skilt med det overraskende budskab står til ”maven” i sand på stranden ved Hyllingebjerg ved Liseleje.

Et sted, der er værd at gæste hele året. Særligt om vinteren er stranden et magisk sted, hvor man kan samle rav, skæve sten, magnetsand, kaste spyd og skyde med bue og pil, men i dag stopper selv vores hund op, for et skilt, der varsler vågehval er ikke noget man ser ret tit.

Men ganske rigtigt, i vandkanten ligger lange hvide strimler, to knogler kan anes gennem februar-isen, man kan se tydelige bugfurer og det markerer resterne af en omkring fire meter lang vågehval, formentlig en unge på omkring et år, der er drevet død i land ved Hyllingebjerg.

Kraniet mangler dele af frontpartiet, og et langt stykke er brækket af snudeskaftet og er forsvundet i Kattegat. Alligevel er det et af naturens fascinerende sønner, der tilhører familien finhvaler under bardehvaler, og med kælenavnet sildepiskeren, som har forhornede trevler i stedet for tænder, lige her på ”vores ” strand. En velvoksen vågehval er en krabat på op til 10 meter og 10 tons tung, så selvom den er en af de mindste hvaler, så er der vægt bag de lavfrekvente lyde den kan kommunikere med over gigantafstande, og det er lidt af en livsnyder med stor forkærlighed for krebsdyr, plankton og stimer af småfisk og en mund, der kan flekse som en pelikans.

Hvalen har små hår ved munden, så den ved, hvornår den er i spiseafstand fra fiskemåltidet, og fra aminosyrer udvundet fra øjet på en strandet finhval ved Vejle fjord, ved man, at hvalerne kan blive mellem 120 og 130 år gamle. Et pattedyr fyldt med mystik er strandet.

Daniel Johansson, fra Statens Naturhistorie Museum, er den ene af de to mænd med hvalforstand, der er kommet for at redde skeletstumper til forskning, for hvaler holder stadig stor viden tilbage fra forskerne, og han arbejder hurtigt med saven, for begyndende råd for vågehvalen til at lugte fælt. Det rådnende kød får lov at ligge, for det er nam-nam for strandens fugle og andre pattedyr med hang til kød i forrådnelse.

Han kan ikke sige, hvad hvalen er død af, nogle gange dør de bare, og DNA-prøver er de nødt til at tage af knoglerne, for kød i forfald er ikke meddelsomt, men der er også noget positivt over lugten, for en død tandhval lugter langt værre, forsikrer han.

Marsvin, delfiner, spækhugger, enkelte kaskelotter og  pukkelhvaler. Hvalturister, kalder Daniel Johansson dem, men de ses i danske farvande, og vågehvalen er faktisk helt almindelig, og en spisedelikatesse i Grønland. Vågehvalen bruger tit de danske fjorde som en slags fiskeruse, hvor det er nemt at få sig et solidt måltid mad.

Daniel Johansson er vores underviser fra stranden, og han er klar med et ønske. Ring og fortæl, hvis du finder hele dyr langs kysterne, bare ikke marsvin og sæler, for der er viden at hente for forskerne, men ring til Naturstyrelsen, så sender de info videre.

17. februar, 2021

Posted In: Fallback kategori

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com