Glohedt ørkensand trækker i børneben

Børn elsker at fantasere. Asende, oksende, prustende, hoppende, legende og svedende. Forventningerne var egentlig ikke ret høje, da vi begav os mod Dunas de Maspalomas, syd for Playa de Ingles på Gran Canaria. Et par timer skulle bruges, rygsækken skulle luftes og vi skulle se på ørkenen. “Yes right” var særligt teenage-sønnens reaktion, men foran os bugter sandklitternene sig så langt øjnene rækker, Blide vuggende klitter formet i svungne kurver med sart brune nuancer.

Tørsten snerper allerede tungen til ganen og der rækkes heftige hænder frem, til spørgsmålet om hvem der vil have en ekstra gang druesukker – bare for at være helt sikker, når nu vi skal til at begive os ud i ørkenen.

 

Der sker noget med børnekroppe, og voksne for den sags skyld, når naturen tager sig så edder lokkende ud som den gør på Gran Canarias sydligste punkt. Den må afsted, ned i sandet, springe rundt, føle, mærke og bare føle sig som den enlige vandrer som måske klarer sig frelst igennem de uendelige vider med sand.

Blæst med passatvinden fra Afrika eller “blot” knuste muslingeskaller, der gennem tusinder af år er oplagret på havets bund, hvor tidevand, bølger og havstrømme har skyllet dem op på land. Fødslen af den canariske ørken er der delte meninger om, men ikke om at de “dansende” klitter er en eventyroplevelse af de store – og så er den gratis. Otte-årige Malthe løber, men det føles som om han ingen vegne kommer. Fødderne glider gennem sandbunkerne og de solkogende sandkorn får ham til at springe.

Området har været fredet nationalpark siden 1982 og det har holdt det fri for belastende reklameskilte eller forlystelser, som ville spolere fornemmelsen af at være i en uberørt og fremmed natur.  16-årige Sebastian bliver grebet af stemningen af at være i noget ægte og spændende, og der går ikke længe før også han knokler bakke-op-bakke-ned, og det er her, at vi bliver glade, meget glade, for dunkene med vand, og muligheden for at søge helle for det løbe-vanskelige sand på det brede fortov, som løber parallelt med ørkensandet.

En gåtur fra vandrestien gennem ørkensandet til havet er unik, men man skal være klar over, at der flere steder er risiko, eller mulighed, for at støde på naturister i særlig moden alder, for her er det tilladt at smide tøjet.

 

Martin Hoffmann Kønig 2. april, 2017

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også