Man gider da i den grad godt at nappe, hvilket betyder at købe, en håndfuld af de bittesmå gråhvide- og     sortplettede vagtelæg til en lækker sommerbrunch, som ligger og lokker i en plasticbakke på en hjemmelavet træhylde foran et gulpudset fiskerhus med flere meter høje stokroser, der vugger blidt i den lune julivind.

13-årige Malthe ser sig omkring, han nyder at biler er noget nær forbudt i midtbyens snævre, kringlede stræder, og flere gange siger han, at det godt nok er ”hyggeligt det her,” og man kan mærke at roen sænker sig i hans krop, mens han går rundt og suger indtryk gennem øjnene mens han peger ned mod  enden af den skæve gade, hvor Kattegat anes.

”Pas på, her vogter hønsene,”  ”indgang på eget ansvar.”  Skiltene varsler en by, hvor der er glimt i øjnene. En sprød pippen fylder haven foran et trelænget gulmalet og stråtækt gård, hvor keramikkrukker fyldt med gule, sartlyserøde, røde og grønne blomster er sat i en zinkbakke.

Toppede brosten ”badet” i sand nærmest masserer urhyggelig stemning ind i kroppen. Her vil ingen blive det fjerneste overraskede, hvis Poul Richardt eller Ib Mossin pludselig kom syngende gennem gaden, mens en purung Ghita Nørby sad i sit barndoms vindue og kiggede sødt efter dem. Lige nu sidder der en nysgerrig Mops, og holder styr på hvem der går gennem byen, hvor man ser flere hunde end mennesker.

Vi er taget på tur til Halsnæs` absolut ældste fiskerby, Kikhavn, et ”frilandsmuseum” for rigtige mennesker, der beskrives i historiebøgerne helt tilbage fra 1200-tallet. I 1795 åd en ildebrand 17 af byens huse, men siden har byen været forskånet for ødelæggelser, og man tror nemt de 25 fastboende beboere, når de hævder, at bykernen ser ud nogenlunde som for 200 år siden, hvor kombinationen landbrug og fiskeri sikrede indbyggerne et godt liv.

Gul- og hvidkalkede huse med charmerende skæve vægge, håndværk, kunst og potteplanter. De skaber en hel by, der har en særegen stemning, der har modstået ildebrande, havets raseren og turisme. Et godt sted at slentre og et sted at drømme om en anden måde at leve sit liv på. Veneration for historien, en hyldest til det simple liv krydret med kvalitet, farver, humor og gode bøger.

Man skal ikke langt ud af bykernen før området får et skær af almindeligt sommerhusområde, men selve Kikhavn har et særligt skær af autencitet, som giver byen en enestående og særlig stemning, der kan besøges hele året.

1. august, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com