Vil I have stegt kylling – pollo frito – badet i en hemmelig marinade og påsmurt fingertykke hvidløgsfed, en helt simpel, men velsmagende omgang salat og pomfritter skåret til den store side eller saltede canariske kartofler?

Måske ikke et særlig mærkeligt spørgsmål, men så alligevel, for når det stilles af tjeneren på restaurant Oasis, hvor vi har kæmpet os ind efter lang tids køventen, op ad en skrå bakke i den lille by Adeje på Tenerife, så er det virkelig mærkeligt, for retten er menukortets eneste, og sådan har det været på familien Trujillos restaurant året rundt siden 1962.

Malthe har egentlig ikke den store lyst til kylling, og han ser sig skeptisk om i den spartansk indrettede, men særdeles velbesøgte, restaurant. Hans madlyst må vige, for nu er det de voksnes tur til at smæske og vi skal selvfølgelig have en omgang husets kylling med den helt særlige og meget hemmelige marinade.

Det går kvikt med serveringen og Malthe ser undrende til mens vi kaster os over den nærmest mytiske ret. Han ser op på de hvide vægge, hvor billeder af ejerfamilien er hængt med løs hånd, han lytter til de begejstrede smaskelyde og så kælver lang tids aversion mod kylling.

Han giver sig. Et enkelt stykke med kylling vil han da gerne smage, og lige dele nostalgi, historie og ikke mindst vaskeægte velsmag slår ham. 12 år gammel er han solgt til pollo fritto, og straks efter bestilles ikke bare en, men to ekstra portioner kylling.

Mandag og tirsdag er de bedste dage at besøge restauranten, for der er familiefaderen Pedro Trujillo tilstede, og så vanker der ekstra aioli og en frugtlikør at skylle ned med.

Der findes 27 forskellige slags hvaler i fravandet rundt om Tenerife, verdens tredjestørste vulkan at bestige, mørke lavastrande, de fineste bjergpools, og englændere, der ser ud til at indtage ølankre intravenøst, men når vi skal kåre en feriehitter, så taler vi død kylling badet i hvidløg på en tallerken.

23. april, 2019

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com