35 meter rappelling

Der er langt ned. I hvert fald så langt at jeg kun kigger ud over kanten en enkelt gang. Jeg klikker karabinhagen i rebet, der 35 meter længere nede rammer et stort plateau, hvorefter jeg vender ryggen mod afgrunden og begynder at rappelle. Højre hånd, som rebet løber i, bestemmer tempoet. Når hånden trækkes opad, løsnes rebet, og så går det nedad i store buer. Når hånden trækkes nedad, strammes rebet, og man bremser op. Meget enkelt – og det virker!

Hurtigt bliver man fortrolig med teknikken, og da vores klatreguide på hver tur fastgør os i et ekstra sikkerhedsreb, føler vi os meget trygge, så børnene er de næste, der skal prøve. De lærer lynhurtigt, hvordan rebbremsen virker og tager alle de ture, som de kan nå.

Vi slutter aktiviteten af med et par mørke tjekkiske øl, lidt ost og brød og glæder os til næste dags eftermiddag, hvor vi skal på huleekspedition.

Rope-&-Cave

Rope & Cave

Guiden starter på det taktiske oplæg for de næste tre timers ”Rope & Cave-ekspedition”. Vi – en flok på fire voksne og tre børn – skal undslippe fjendens soldater, og undervejs skal vi blandt andet klatre, kravle, hoppe over dybe kløfter og balancere på tovbaner. Vi kigger på hinanden, dropper alle forbehold og er med på legen.

Nu går turen op og ned ad bakke i det kuperede klippelandskab, og efter et kvarter står vi ved indgangen til en stor grotte. Inden vi kravler ind i mørket ad en meget lille indgangssprække, udstyres vi med stearinlys samt et kort over hulens indre. Første opgave går ud på, at vi i hulen skal finde forskellige kort med værdifulde oplysninger på.

Inde i hulen er der bælgmørkt, og det varer adskillige minutter inden øjnene vænner sig til det svage lys, der kommer fra vores medbragte stearinstumper. Det er nødvendigt at kravle, da højden til hulens loft er under en meter, og mange af labyrinterne inde i hulen er umulige at komme rundt i. Men så er det jo godt, at man har medbragt nogle børn, der endnu ikke kender til begrebet ”klaustrofobi”! Med løfter om ekstra is til aftensmaden lokker vi de mindste af børnene til at undersøge de snævreste af grottens afkroge – og der er straks bid. Stolte kommer børnene ud med de nødvendige kort, så vi kan fortsætte til næste aktivitet.

De næste par timer leger vi. På reb kravler vi over dybe slugter, med bind for øjnene ledes vi gennem klippelabyrinter, og vi slutter med at fire os ned ad et lille vandfald.

Overnatning i klippehule

Om aftenen venter turens største oplevelse – vi skal overnatte i en klippehule. Et stykke oppe på en klippeskråning finder vi et lille plateau, der er dækket af sand. Via erosion har sandstensklipperne gennem årtusinder aflejret et blødt lag sand, som er godt at ligge i. Vi breder de medbragte liggunderlag ud og gør soveposerne klar. Over os rager et klippefremspring ud, og det beskytter os, hvis det om natten skulle begynde at regne.

Vi giver os god tid. Der ligger brænde klar, så vi får hurtigt tændt et bål, hvor vi kan varme de medbragte kyllingestykker og temperere rødvinen. Børnene hygger sig med forskellige spil, mens vi voksne praler lidt af dagens bedrifter, og der breder sig hurtigt en afterskistemning omkring bålet. Suzanna, vores guide, fortæller om sin tilværelse i det postkommunistiske Tjekkiet. De åbne grænser har helt ændret hendes muligheder. Hun studerer dramaturgi i Prag og håber på et teaterjob, gerne i udlandet. I sine ferier arbejder hun som klatre- og trekkingguide, og de penge, hun tjener, går dels til studierne, dels til aktivferier i Alperne.

Uden at vi mærker det, falder mørket på, og efter måltidet sidder vi og nyder de sidste dråber rødvin, mens Suzanna forgæves prøver at lære os tjekkiske ”klassikere” i besværlig artikulation. Den danske humor når uanede højder, når vi kan få en udlænding til at udtale: ”rødgrød med fløde”, men i Tjekkiet kan selv de største artister i fonetik hurtigt komme til kort. Ved sætningen: ”strc prst skrz krk” (der betyder: ”stik fingeren i halsen”) giver vi op.

Børnene sover allerede, så lidt efter kravler vi i soveposerne og ligger længe og lytter til skovens lyde.

Soft adventure

OLYMPUS DIGITAL CAMERADiscovery Tours er det lokale firma, som arrangerer aktiviteterne. Man satser på det ”bløde” adventuremarked, hvor de fleste kan være med, og konceptet er ideelt til børnefamilier og skoler. Hvis man søger de mere grænseoverskridende udfordringer, skal man andre steder hen, fx Alperne.

Det lave prisniveau, der stadig er i Tjekkiet, betyder, at man for relativt få penge kan tilbyde et meget varieret aktivitetsudbud. Foruden klatring, rappelling og huleekspeditioner kan man fx rafte, dyrke bueskydning og køre mountainbike.

Firmaets guider er meget kompetente, og vi føler os sikre ved de forskellige aktiviteter. Før klatringen tjekker guiderne alt igennem. Selerne spændes efter, skruekarabinerne kontrolleres, og vi sikres med ekstra reb under rappellingen.

Smuk natur

Det er først og fremmest de mange familieaktiviteter, der har lokket os til Nordtjekkiet, men der er mange andre ting, som gør nationalparken Bohemian Paradise værd at besøge. Naturen er meget smuk, og overalt skyder tårne af sandstensklipper op over trætoppene. Mellem klipperne har årtusinders erosion skabt et væld af labyrintagtige kløfter, og indgangene til alle de underjordiske grotter drager både os og børnene.

Prag ligger 80 kilometer væk, og byen er et oplagt udflugtsmål, hvis man trænger til en pause i aktiviteterne. Karlsbroen, slottet, ølstuerne og teatrene kan for en stund være kærkomne alternativer til klipperne og karabinhagerne.

Efter fem dage er vi mættede med indtryk efter at have klatret, vandret, raftet og cyklet. Vi er alle blevet udfordret og børnene har overskredet nogle grænser. Næste gang kan Alperne bare komme an!

 

Fakta om Bohemian Paradise

Afstand fra Kruså: 900 kilometer

Prisniveau: Stadig lavt for både ophold, aktiviteter og mad. Fx kan en familie (to voksne og to børn) spise en tre-retters menu på restaurant inkl. drikkevarer for under 200 kroner.

Aktivitetsudbyder: Discovery Tours, der tilbyder diverse udendørsaktiviteter samt arrangerer besøg på lokale virksomheder, fx Skodafabrikkerne.

Dansk arrangør: Holtum Rejser, tlf. 75 72 22 00

horsebackriding03

12. februar, 2017

Posted In: Adventure & Rapelling, Aktuelt forsiden, Sport & aktiviteter, Tjekkiet

Tags: , ,

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com