Hestevogns-ferie i luntetrav
FollowSvenske heste forstår ikke dansk. Sådan er konklusionen efter otte dage som chauffør på en hestevogn i Hallands grønne storskove. Vi er af sted i prærievogn mellem Halmstad og Ljungby, hvor nogle af Sydsveriges dybeste skove findes, og vores drivmiddel er to bomstærke fjordheste. Et bord, der kan slås ned som seng, en presenning over en stålramme, lidt køkkengrej, to gule vanddunke og heste-foder i portions-poser kalder vi hjem i otte dage.
Det er tredje gang familien drager på tur med hestevogn, og det er bestemt ikke med en baggrund som eliteryttere, men det er nemt at køre hestevogn. Det kræver blot et lille kursus i hestepleje, pålægning af seletøj og en prøvetur med udlejer, så er vi klar til at finde vores plads i rækken blandt de fire andre familier, som vi skal køre sammen med.
Ulydige heste er ikke et problem. Du bestemmer, og du skal bare være klar i mælet, er instruksen før vi sætter skub i karavanen, men af en eller anden grund er de gyldent lokkede nordbakker ligeglade. Vores heste går fuldstændig, som det passer dem, og da jeg desperat hiver seletøjet til en skarp venstredrejning, vender de enorme dyr blot hovedet og viser tænder. Retningen bliver ikke ændret. Det hele går langsommere end adstadigt ad den planlagte rute, fire til fem kilometer i timen gennem enorme skovområder kun afbrudt af søer og græsarealer, og langsomt ændres sindet.
Efter de første par timers indestængte frustration over mistet kontrol, så giver det ro. For hestene skal nok selv finde frem, og det er tid til at give slip. Jeg sidder bare og ser ud som om jeg styrer og lader roen tage over. Frem pibler små glade stænk af overskud og det er tid til at være sammen med børnene. På skift sidder bror og søster og ”styrer” med farmand, mens øjnene meditativt plejes af alt det grønne omkring os.
En svensk skov er uendelig smuk og stor. Så på et tidspunkt melder overmodet sig. Det går jo meget godt, så hvorfor ikke stoppe kræene og plukke et par blomster til natbordet? Men gør det ikke, for her virker ingen ”pruuuh”, eller ”stop for faen”. Hestene fortsætter og nu lidt hurtigere end før, for de andre vogne har fået et forspring som følge af blomster-planerne, og det tåler vores heste ikke.
Sjoske-løbende iført korte bukser, spraglet T-shirt og blå gummistøvler må jeg sætte efter den førerløse vogn, og kun fordi de andre ”chauffører” forstår alvoren i at miste en medkører, får vi standset vores heste. Kan ikke undgå at få venner. Fire timers trissen og så er der pause for natten. Hestene skal have ”tøjet” af, og tungen holdes lige i munden.
Bedst som jeg står og holder en heste-mule med bestemt kendermine, og sønnike glad kommer med havre i en sort plasticbøtte, gider den firbenede ikke vente længere. Den virrer med hovedet, og mulen bliver jordbåren. Et styk far kastet til jorden og et par barne-fingre tæt på de store hestetænder forskrækker sønnen. Chokket fortager sig dog hurtigt, og snart efter står han og strigler de store dyr sammen med sin søster.
Hver aften overnattes tæt på en af de søer, der konstant dukker op mellem træerne, og efter at have samlet brænde og tændt op i bålet er der rig lejlighed til at lufte fiskestangen, mens børnene springer legende omkring. Det er umuligt ikke at finde venner og børnene nyder at kunne bruge skoven som legeplads. Som vi voksne sidder der, lidt våde og lidt forkomne vokser fællesskabet. Vores hestevogne står samlet, og ”fjenderne” kan bare komme an.
Det er fedt at være snavset. Langt ude i skoven findes skatten. Nogenlunde sådan kunne det lyde, hver gang toilettet skal gæstes. Skal ballerne hvile på et plastsæde, så er der en lille primitiv spand placeret under et af skovens store træer og eneste måde at signalere ”toilet optaget”, er konstante fløjtelyde i hugstilling. Men i takt med dage uden bad, falder behovet for moderne bekvemmeligheder. Der går sport i at droppe selv simple hygiejne regler, og verden udenfor vores lille samfund glemmes en lille smule hele tiden. På et tidspunkt opdager jeg en stor fed, vold-ædende skovflåt siddende halvvejs begravet i min underarm. Hysterisk for jeg på hospitalet i Halmstad, og stor var min forundring, da lægen uden at skjule sin væmmelse brugte seks fulde minutter på at belære mig om, at man faktisk godt kan købe sæbe og deodorant flere steder i Sverige, og så et minut på at forklare at skovflåterne i Østsverige ikke er farlige.
Bitte små flyve-fjender-Knotter. Sig ordet højt. Og print de små ækle flyve-hud-ædedyr på din indre fjendeliste. Små som korn hvisler de flyvende rundt langs søerne, og så kaster sig med bittesmå grådige munde over alt af kød og blod. Omkring bålet sidder vi samlet hver aften med snobrød, mad på bålet og hovederne dekorativt pyntet med buskgrene. For ifølge kloge hoveder holder grenene knotterne væk. Det lykkedes næsten, og det er det også nødt til, for timerne skal bruges i naturen. Vognen er lille, og kun hvis man virkelig holder af hinanden kan man klare otte dage i en hestevogn.
Snyd ikke jer selv for en tur i cowboy parken
High Caparral på hjemvejen – www.highchaparral.se
Kører man over Malmø hjem kan anbefales at vaske hestevognssnavs af i Vandpaladset Aquakul i Malmø. – www.aq-va-kul.se
(Billederne er fra en af vores andre hestevognsture, her i jylland)
Martin Hoffmann Kønig 21. januar, 2020
Posted In: Aktuelt forsiden, Ferie med dyr, Sverige, Udvalgte artikler
Tags: Dyr, Fri natur, Heste, Lowbudget
Læs også
Staven gør naturen nemmere
En vandrestav kan både være skåret af træ eller en fancy regulerbar en fra friluftsbutikker.
Bålslik af vinter æbler
Lad øjnene tage en vandring i haven, og brug, hvad du finder på jorden. Vi forvandler nedfaldsfrugt til lækkert slik.
Krokodiller lige til favnen
Krokodiller i klumper, en stok af træ og en passioneret historiefortæller, var hovedingredienserne i et besøg hos Crocodile Park i Torremolinos.
Parkour i høet hitter
En høstak til køerne er et genialt sted at nappe en hurtig leg, når man er på tur. Men husk at spørge landmanden om lov.
Gnasker gerne spæk som snack
Glinsende marmorhvidt med et sort skind, lidt gummiagtigt, ikke dårligt, men fedt, meget fedt. Når bare det dyppes jævnligt i Soya, så smager det ok. På kajakklubbens plads ved den store havn i den sydgrønlandske hovedby Qaqortoq, er der linet op med paptallerkner fyldt med spæk fra marsvin eller delfin.
For 20 kroners eksotisk spise, og det er bare om at gnaske løs, men efter tre stykker føles det som stop. En mere, og så kapper det over. I flere timer småbøvses den fede smag af spæk i halsen, og det er lige før jeg længes efter de tørrede anmassat, en loddefisk i laksefamilie, som kan købes i vakuum poser i den lokale Brugseni.
Marsvinene i Sydgrønland har det godt og findes i rigelige mængder. På ti år er antallet af marsvin bare steget og de marsvin, der kommer til Sydgrønland har en større spæktykkelse end for 10 år siden, og de er ældre og vejer mere, og biologerne er klar med en forklaring. For mens undersøgte marsvin for over 10 år siden havde 11 forskellige fiskearter i deres mavesække, så så det ganske anderledes ud i 2009, hvor der sidst blev lavet en undersøgelse af marsvinene. Dengang identificerede man hele 23 forskellige arter føde i havpattedyrets mavesæk, og torskefamilien er den mest betydningsfulde, og det smages tydeligt.
Bløde løg, råstegte kartofler, en sovs, der gjorde alt for at hænge ved, og så en brunlig stegt bøf med rød “mave.” Grønland høster i havet, men ikke alt, der landes er kulinarisk nydelse. Aftenen før marsvin spækket stod den på finhval på en lille hyggelig restaurant på torvet, med Grønlands eneste springvand bygget i Igaliku-sten, der er importeret fra en nærliggende bygd. Den umiskendelige smag af tran, som en rød oksebøf blandet med et glas Glyngøre sild, var sjovt at prøve, men ikke en gentagelse værd.
Hvalbøf er sjovere at tænke på end at spise.
Moskus steaks og hvalbøf spæk er helt naturlige fødevarer i den lokale Brugseni.
Martin Hoffmann Kønig 17. januar, 2020
Posted In: Aktuelt forsiden, Grønland
Læs også
Sprogforbistring i Tyrkiet
Der skal være styr på sagerne, børnene skal nyde ferien og det hele skal være betalt hjemmefra for så hurtigt som muligt at få ”fingrene” i den ro og afslappethed, som er et af beviserne på succes, når vi rejser som familier.
Således også for Neda Sardari, der i efterårsferien 2012, drog på en uges ferie med mand og tre børn på 10 og 7 år.
Målet var et børnevenligt hotel i Bodrum i Tyrkiet, og det vigtigste var på plads hjemmefra.
– Der skulle være styr på mad og gode muligheder for at børnene kunne være med i legeklub, så det havde vi bestilt og betalt hjemmefra, og så regnede vi selvføleglig med, at vores børn kunne bruge mulighederne, siger hun.
Da de nåede frem var mad og drikkevarer helt som det skulle være, og børnene kunne hente sodavand og is når det passede dem, men på èt punkt haltede det flotte koncept.
– Der var ingen dansktalende ”legeleader” på den såkaldte børneklub, som vi havde betalt for hvert af børnene, så det betød, at de havde meget vanskeligt ved at følge med i de lege og spil, som blev tilbudt. Når de fik præsenteret reglerne, så kunne de ikke forstå, hvad der blev sagt, og så er det knap så morsomt at være med, siger hun.
For familien var det tydeligt, at man som dansktalende var på lidt af et tålt ophold i mellem de mange finske, svenske og tyske tungemål, og selvom ugen alligevel blev nydt med pøl og varme, så har familien i hvert fald lært sig en ekstra ting, næste gang de skal rejse på charterferie.
– Vi skal have garanti for, at når vi bliver ”lokket” til at købe legeklub, så skal der være legelederne taler dansk. Det er jo fair nok, at de ikke gør det, men så må man jo oplyse os om det, for pengene vil selskaberne gerne have, siger hun.
Billedetekster:
Billede 1: Selvom legeklubben var en beskeden succes, så finder børnene hurtigt frem til legefaciliteter, som ikke kræver fælles sprog.
Billede 2: Klovnerierne var sjove nok, også selvom sproget ikke er til at forstå.
Billede 3: Der er gode muligheder for shopping i Bodrum.
Martin Hoffmann Kønig 2. september, 2019
Posted In: Charterferie, Rejsebranchen, Tyrkiet, Underholdning og forlystelser
Læs også
Skød sin bror i armen
Ni år var hun, da hun skød sin storebror i armen. Ikke med vilje, men af ivrighed fordi hun endelig havde fået lov at komme med på rypejagt. Skuddet gik lige igennem brorens højre arm. Ikke noget særligt, var diagnosen fra faderen. Der var jo ikke brækket noget, men da et par knoglesplinter faldt ud af broderens sweater måtte de runde den lokale sygeplejerske.
I dag er hun næsten 40 år, og da broderen har både arm og førligheden intakt er historien vokset til en sjov fortælling om et samfund, hvor natur og mennesker går hånd i hånd. I spredt fægtning ligger de pastelfarvede træhuse spredt for foden af det 685 meter høje Qaqqarsuaq fjeld. De udgør den Sydgrønlandske by Narsaq. Temperaturerne i området beskrives som venlige. Om sommeren omkring 22 grader og minus 17 om vinteren.
I den mindste af byens tre små havne mødes fangerne og fiskerne, før de tager på sæl, fugle, hval eller fiskejagt. I takt med at små og større isbjerge driver sammen i havneindløbet kommer spørgsmålet om, hvordan deres arbejdstider er, til at lyde tosset. Svaret falder prompte, det bestemmer deres arbejdsgiver, vejret.
Her er ingen faste arbejdstider. Når naturen melder godt vejr, så er det arbejdsdag, og når det skyer til, fryser eller rusker de små hurtige både, som søværnet kalder inuit missiler, så er det fritid. Fangerne er vejrbidte og skåret af en tid, hvor det at fange eller ikke fange en sæl kunne være forskellen på liv og død.
Den midaldrende kvinde går målbevidst i den lokale brugsforretning. Hun ved nok, hvad familien skal have til aftensmad, kartofler, men så tøver hun alligevel. Hun fingerer ved plasticposen, og så skifter hun retning og vælger i stedet en pakke frossen hellefisk – uden kartofler. Prisskiltet har uden tvivl været den afskrækkende faktor. 44 kroner for to kilo kartofler og 60 kroner for en broccoli, ikke et nemt sted for vegetarer. Men i en by, hvor der både er lammeslagteri og levnedsmiddelskole, er gode madråd til at få.
Fjerene hives minutiøst af brystet på en større andefugl, en saltet helleflynder hænger til tørre på en snor og i en plasticbalje ligger flere klumper spæk med æsker med fint salt. En ældre tandløs mand står og snakker med sig selv. Fingrene bevæger sig monotomt, men rutineret op og ned, op og ned af fuglens bryst. Det er brugsens virkelige konkurrent, de selvfangede fugle og fisk, der uden tvivl udgør en stor del af den lokale husholdning.
Stenene alle slås om
Gevirer hænger sømmet fast på terrassehegnet og en riffel hænger på døren. På trappen op til terrassen ligger en kraftig mand. Det er et par minusgrader, ikke just et vejr at sove uden for i. Er der sket noget? Vi går forsigtigt hen i mod manden, men hans genbo vifter afværgende med hånden. Her kender man hinanden, og der er hverken tale om sygdom eller en forbrydelse, men om en solid brandert, der bliver sovet ud i det fri.
De løse sten glider under fødderne, vi er 500 meter over havets overflade. Pulsen er i top, sveden pibler trøjen fugtig, men vi er fikseret. Foran os sidder en lille hvidpelset snehare. Ikke bange, bare på vagt, og efter at have vurderet at der næppe er våben blandt os vandrere, så smutter den målbevidst, men uden hastværk afsted. Vi er på vandring på Kvanefjeldet. Et imponerende fjeldplateau, der i rigdom på sjældne jordarter ikke har mange konkurrenter. Noget som det australske firma Greenland Minerals and Energy har opdaget, og fået udvindingslicens til, men endnu ikke go for egentlig minedrift.
Meningerne er delte, og flere er angste for den enestående naturs fremtid, for de sjældne jordarter er ikke alene, de er koblet på uran, og modstanderne frygter blandt andet, at massiv udvaskning af miljøskadelige stoffer kan smadre naturen for fremtiden.
Spørger man i byen, så er meningerne delte mellem dem, der helst vil bevare området som det altid har været som et af Grønlands mest frodige områder, hvor der på Brættet sælges poser med kvan, kartofler og majroer side om side med torsk, sæl og fjeldørred og dem, der som fangernes lokale formand og den lokale fagforeningsformand “skriger” på arbejdspladser, og som taxachaufføren siger det: “lad os få åbnet den mine, så der endelig er en grund til at blive i Narsaq.”
Martin Hoffmann Kønig 27. august, 2019
Posted In: Aktuelt forsiden, Grønland
Læs også
Børnefødder napper nemt svenske klipper
Den sorte prik i havets skummede overflade dykker, mens begejstringen vokser på dækket af det duvende, men stolte, skib ”Nanny.”
Bølgerne slår næsten-kvalmen ind i kroppen, men det opvejer ikke glæden ved at have fået øje på flere af de knubsæler, der holder til omkring den svenske ø Hallands Väderö ud for den hyggelige fiskerby Torekov, kun en times kørsel og en halv times sejllads fra Helsingborg.
Men målet er ikke at se på sæler, det er at komme til at vandre på Hallands Väderö. En ensom ø, i det nordvestlige Skåne med få huse, trampestier, får, små heste, kvier og pindsvin. Øen har været i den svenske kirkes besiddelse siden 1200-tallet, og her er gode muligheder for at vandre over klipper, langs havet, igennem krat, skov og gennem små skovlunde med en frodig og anderledes vegetation.
Bæltet spændes, kniven lægges i lommen og den lille dagrygsæk spændes på skuldrene. Syv-årige Malthe er klar til eventyr på fødder. Vi bliver sat i land ved naturhavnen Kappelhamn, der er den sydligste af de to havneanløb på øen, og så er det ellers bare at sætte det lange ben forrest, for her skal vandres over blomstrende marker og stendiger fra den tid, hvor øens eneste afgrøde – kartoflerne – skulle beskyttes mod grovædende geder. Selvom øen kun er lidt over tre kilometer lang, så er der gode udfordringer for særligt de små ben, og efter 20 minutters vandring når vi et stenet og forvitret strandområde ved Brötholmarna.
Vandring med børn handler om at lytte og følge de mulighede, som hvert barn har, og selvom vores guide mener, at børn blot skal lære at følge med, for på den måde at komme til at elske vandringens muligheder, så er der glæde, når det bliver tid til frokost og en pause, hvor det er ok at løsne ”tornysteret” og fremdrage den medbragte kniv for lige at få snittet en pind, før turen går videre gennem Söndre Skog, hvor over 300 år gamle træer snor sig eventyragtigt og man skal passe på fødderne for ikke at plumpe i det dunkelt udseende søvand, der breder sig som ”farlig” sumpet undergrund.
Først er det gåsegang, og siden er der mere skub i vandringen.
Malthe knytter hænderne og træder med ekstra kraft i fødderne, for efter et par timers vandring er der ved at være ”solgt ud,” men vi er nået til øens nordlige del, hvor fyrtårnet siden 1884 har guidet søfarende sikkert omkring klippeøen, og her er det tid til en pause mere, og muligheden for at hoppe og løbe på sindrige stenformationer, og kravle på klippestykker, der ikke finder sin lige i Danmark.
Turens endepunkt er havn nummer to ved Sandhamn, hvor der også findes både toilet og kiosk, sidstnævnte har dog ikke åbent hele året.
Yderligere informationer, hvor der også er info om bådtider og priser:
www.hallandsvadero.se
Martin Hoffmann Kønig 22. juni, 2019
Posted In: Aktuelt forsiden, Børn i naturen, Sverige
Tags: Fri natur, Klipper, Vandre
Læs også
Staven gør naturen nemmere
En vandrestav kan både være skåret af træ eller en fancy regulerbar en fra friluftsbutikker.
Bålslik af vinter æbler
Lad øjnene tage en vandring i haven, og brug, hvad du finder på jorden. Vi forvandler nedfaldsfrugt til lækkert slik.
Parkour i høet hitter
En høstak til køerne er et genialt sted at nappe en hurtig leg, når man er på tur. Men husk at spørge landmanden om lov.
Oplev jordens skabelse på din rejse
Gul, rød, violet, mørkebrun, sort, grøn og lilla. Farverne eksploderer i øjnene på os mens vi sejler fra den lille havn i den Sydgrønlandske by Narsasuaq, og ser ind på fjeldene omkring os.
Særligt sommeren, i august og september måned, er gavmild med lys og farver, og ikke meget har sin lige i skønhed med en solnedgang bag de enorme fjelde, særligt ikke når den nydes fra vandsiden.
Grønlands geologiske historie går 3.800 millioner år tilbage, noget af det ældste man kender til, og da jordens skabelse er cirka 4.600 millioner år gammel, kan man her aflæse jordens barneår. Sådan så jorden ud, da den blev skabt, eller tæt på.
Det meste af Grønland er dækket af indlandsis, men langs kysterne findes over 44.000 kilometer isfri kyststrækning, hvor sparsom plantevækst giver mulighed for at nærstudere geologien, og her kan man mange steder sagtens finde fantastiske, både nemme og svære, vandreruter, så hele familien kan få mulighed for at nyde landets helt enestående natur.
Martin Hoffmann Kønig 19. juni, 2019
Posted In: Aktuelt forsiden, Grønland
Læs også
Tre dages luksusfange i en hangar
Sveden pibler langs hårkanten, tasken glider i hånden og stemmen nærmer sig det snerrende mens vi bakser tre børn og et hav af tasker gennem en 27 grader varm gigantbobbel indeholdende verdens største indendørs regnskov, og Europas største badeland i tilgift. Iført vinterfrakker, lange forede bukser og solide skihuer er malplaceret den bedste beskrivelse af vores familie som vi vandrer rundt blandt bikini- og badebukseklædte familier, der haster fra strand til restaurant for at indtage en sen frokost. Men når man går fra minusgrader til 27 plus på den tid, det tager at åbne en hoveddør, så er der et efterslæb hvad påklædning angår. Reklamerne lyver ikke. Tropical Island, en times kørsel syd for Berlin, er enormt, og særligt for børn er mulighederne mange, og så er der varmt.
– Far, må vi smutte på stranden?
Afklædt fra vinterklæderne melder feriekroppens dovenskab sig, men med en teenagepige på 15 år og to drenge på 12 og fem år, er der ikke tid til at slappe af på det lækre to-rums hotelværelse i Balistil med mørkt træ, himmelseng og et fabelagtigt badeværelse med en gigantisk regnskylsbruser, som det største aktiv.
Bare fødder på lune klinker, knickers og en luftig t-shirt og så skal der vælges. Den store eller den mindre strand?
20 meter fra vores ”hus” breder en 200 meter lang sandstrand sig med det fineste kridhvide sand, hundredvis af mørke træliggestole på rækker, den klareste blå himmel med dekorative bomuldstotter af en flok skyer klistret på et enormt baggrundslærred, der trods al sin kunstighed blot kræver ganske let fantasi for at kunne drømme kroppen til de varme lande, små eksotiske øer med bambushytter, som om aftenen forvandles til en eksotisk showscene og når luften er 27, og vandet 31 døgnet rundt, så er der mulighed for vandgang døgnet rundt.
Menneskefyld skubber til idyllen
En grøn og blomstrende regnskov gennemskærer den enorme hangar, giver luften sin asiatiske fugtighed og muligheder for at drømme sig langt væk. Træer, stenbuddhaer, hinduistiske figurer, håndtykke lianer der konkurrerer med ambitiøse orkideer på stammerne af de op til 18 meter høje træer og sindrige broer over den fiske- og skildpaddefyldte mangrovesump cementerer anlæggets autentiske præg, og så er der rent. Trods propfyldte weekender, så er der pænt og rent overalt. I yderkanten af regnskoven ligger den 1200 m2 store Bali-lagune, hvor en sandstrand omkranser et badelandsmiljø af jungle med grotter, vandfald og bobbelbad. Eneste problem er mennesker. I hvert fald de andre. Der er plads til 8.000 gæster hver eneste dag, og særligt i weekender og ferier, hvor der kommer mange endagsbadegæster, så er de der næsten allesamen, så der er ofte overfyldt i vand og på land.
Tropino land hitter for børn
Seks storhjulede mooncars står låst til hinanden med en lang stålwire. Seks børn slider utålmodigt i hver deres rat og dirrer af spænding, for nu skal der køres ”rugbrøds ræs”. Fra klokken ni morgen åbner Tropinoland, som er et stort område, hvor børn kan hoppe i trampoliner, klatre i tårne, køre ræs på de hårdtpumpede cykler, udkæmpe drabelige kampe ved at skyde gummibolde efter hinanden med lufttrykpistoler, sejle en tur i den lille sø, spille bordtennis eller en gang fire på stribe i stor format. Der er lidt af det hele, og i et så lukket rum som Tropical Island, og med en brysk tysk kvinde som oppasser, er der rig mulighed for at bruge legetimerne til en voksenstund.
Sultne børn er irritable børn, men i Tropical Island er der adskillige spisemuligheder, og særligt til frokost er der fokus på hurtig mad.i forskellige områder. Vores yndlingssted var et stort lokale med fire forskellige madsteder, med hver deres landetema – Tyskland, Italien, Asien og Usa – der frister med en ok middag til 8,90 euro, og så er de 1,5 euro ovenikøbet pant, som man får tilbage når plasticbægeret afleveres. Og til aften er restaurant Jabarimbas ”tropical Barbeque” et bud, når man er virkelig sulten., og så er der ikke langt hjem til sengen i regnskoven.
Martin Hoffmann Kønig 17. maj, 2019
Posted In: Aktuelt forsiden, Badeferie, Tyskland, Udvalgte artikler
Læs også
Kanotur i barsk natur – i Frederiksværk
Man behøver ikke at tage længere end til Frederiksværk, for at få noget, der minder om rå natur til en sej kanotur.
Kysser med en bismag af fisk
Hvis ikke det var for 15 gummistøvlebløde delfiner med legesygt sind og øjne, så var Key Largo ikke andet en første del af Floridas sydspids. Men svømme- og legeglade havpattedyr med et næsten mytisk omdømme bliver hurtigt feriens absolutte højdepunkter, og tænder en livslang kærlighed.
Dansende frokost i Tyrkiet
Små buttede kvinder klapper i takt, mens de vugger sensuelt i hofterne. Den velourklædte og dybrøde frokostpram vipper let på vandoverfladen under en kraftig kvindes dansende krop. Langsomt, men sikkert, spreder begejstrede tilråb sig fra selskab til selskab
Vandets forførende kraft
Niagara Falls er et tivoli af turistoplevelser, men også en fascinerende naturoplevelse, der giver sus i skørterne.
Stædige børns vandresucces
Sandet forsvinder under fødderne, de knivskarpe græstotter skærer i fingrene, der desperate søger efter et fast holdepunkt, klokkelyngen vejrer i vinden mens kæberne spændes af anstrengelse. Han vil først, koste , hvad det vil, og han skal nok nå det.
At vandre er dejligt, og er ikke en konkurrence, men så alligevel. Når Malthe er på trekking med familien, så er han meget bevidst om, at de store bakker skal han helst op af først, for at det er helt sjovt, også selvom det koster sved og nogle gange tårer af anstrengelse, men han gør det.
I sommer havde vi en fabelagtig vandretur i det helt specielle og fantastiske klitlandskab omkring Lodbjerg Fyr i Thy, og særligt det 38 meter høje udsigtspunkt Penbjerg, var lidt af en udfordring at komme i top på. Fødderne glider i sandet, og selv for ben i ok form er der syrer til lårene.
Til gengæld står belønningen mål med kampe for at komme op. Her er smukt og et skønt blik til Vesterhavet, og når man så kommer – omend det skulle tælles i få minutter – før sin 17-årige storesøster og hendes kæreste, så er succesen i hus.
Martin Hoffmann Kønig 10. maj, 2019
Posted In: Aktuelt forsiden, Børn i naturen, Danmark, Europa, Rejsemål, Vildmark og trecking
Tags: Fri natur
Læs også
Staven gør naturen nemmere
En vandrestav kan både være skåret af træ eller en fancy regulerbar en fra friluftsbutikker.
Bålslik af vinter æbler
Lad øjnene tage en vandring i haven, og brug, hvad du finder på jorden. Vi forvandler nedfaldsfrugt til lækkert slik.
Parkour i høet hitter
En høstak til køerne er et genialt sted at nappe en hurtig leg, når man er på tur. Men husk at spørge landmanden om lov.
Naturen laver kunst i vand
Et ordentligt brag til styrbords. Et kort øjeblik bliver der tavst på broen på søværnets inspektionsskib Knud Rasmussen. Ikke fordi de garvede søfolk for alvor er bange, skibet er jo ekstra armeret og skabt til at bryde gennem en meter tykt is. Men så alligevel, lidt nervøse, for lyden kender de, det er et af havets uendelig mange isbjerge, eller rettere isfjelde, som de hedder i Grønland, der har ramt det solide skib.
Det er svært at undgå, selvom de prøver, for isfjeldene driver som tømmer overalt, og selvom de er åndeløst smukke, så er de også farlige, for særligt de sorte og blå kan forårsage store skader, og selvom Knud Rasmussen har et skrog, der nærmest skriger på at ville lege med is, så slider et ”kys” fra et isbjerg gevaldigt på skibet.
Vi er i havet ud for Narsasuaq i Sydgrønland og her er de fleste isfjelde brækket af en gletsjer eller fra indlandsisen, og den type er dannet af ferskvand. Det brager i det fjerne, et isbjerg kælver. Et af naturens store øjeblikke, hvor store stykker is brækker af et større isbjerg, til tider kan et isbjerg blive til tusinder af andre, mindre isbjerge.
Vi er gået i de mindre både og sejler helt tæt på isfjeldene. Foran os er en af naturens største juveler, holdt i blåt og hvidt. Figurativt formet og slebet som noget af naturens fornemste kunst. Isfjelde kan næsten trække tårer i øjnene på grund af deres skønhed, men kold fakta viser også, at der er noget at blive imponeret over.
Isfjelde i Grønland kan række op til 100 meter over havets overflade, og da op til 90 procent af fjeldet ligger under vandoverfladen, ser vi kun toppen af isbjerget, når vi kommer sejlende, og nærmest gyser af begejstring over at være så tæt på et af naturens vidundere.
De sorte er farligst
Knud Rasmussens besætning ved godt, at havet omkring Grønland nok er smukt, men også at det er farligt. En grundstødning eller et forlis kan være fatalt. Fem minutter kan et menneske overleve i det iskolde hav, og når de skal fortælle om isfjeldene, så er de lynsnart klar med en inddeling.
De unge isbjerge med det kridhvide sne, er ikke så farlig, for de er ikke komprimeret særlig meget, mens de blå bjerge er langt mere alvorlige. Det er de ældre isbjerge, der kommer fra indlandsisen og sne har gennem årtusinder presset luften ud af den nedre is, og bjerget er voldsomt komprimeret. I Sydgrønland er der en masse blå is, fordi isen her har rejst længere for at komme til de sydlige gletsjere ved kanten af Grønlands indlandsis.
Spørg en hvilken som helst rutineret sømænd om hvilken slags isbjerg han frygter mest, og svaret lyder: Sort is. Smuk som bare pokker, for faktisk er isen slet ikke sort, men nærmest gennemsigtig fordi næsten alle luftbobler er presset ud af isen, og derfor ligger den tungt i vandet. Som en flydende sort sten, og den bliver der holdt ekstra øje med, for at ramme den er som at sejle durk ind i en betonvæg.
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Martin Hoffmann Kønig 7. januar, 2019
Posted In: Aktuelt forsiden, Grønland
Læs også
Grønlands linje til omverdenen
Den unge konstabel er stolt, ja, vel nærmest sådan lidt vigtig, for han kendte nok til det at rejse i Grønland. På turen fra landingsbanen i Narsasuaq i Sydgrønland til søværnets inspektionsskibe i havnen et par kilometer nede af vejen får han forklaret sin ven, at Grønland er et super billigt land at leje bil i.
Leje bil i!! For pokker, hvorfor skulle man dog det? De veje som der er på øen er nok nogle, der kan føre en fra A til B i de fleste byer, men ikke er meget bevendt når turen går videre, for her er ingen veje. I hvert fald ikke asfalterede eller på landjorden.
Uden en båd, en helikopter eller en af Air Greenlands rød og hvidmalede fly er man svært på den, når man skal transporteres rundt i verdens vel nok smukkeste natur.
Flyselskabet blev etableret i 1960, og skiftede i 2002 navn fra Grønlandsfly til Air Greenland, og når man skal beflyve det arktiske luftrum kræver det særlige egenskaber. Før i tiden handlede det om at rydde landingsbanen for isfjelde og isskosser før e fly kunne lande, men i 1979 blev den første egentlige lufthavn anlagt i hovedstaden Nuuk, og siden 2010 er indenrigsflåden blevet befløjet med den miljøvenlige Dash 8 fly, der nok ryster gevaldigt, men som flyver de fleste ruter i Grønland og ruterne til Island og Canada.
I slutningen af 1990erne tog Air Greenland konkurrencen op med SAS, der hidtil alene havde varetaget flyvningen mellem Grønland og Danmark, og Air Greenland indkøbte et jetfly til opgaven. Air Greenland trak sig sejrrigt ud af konkurrencen og flyver som det eneste selskab på helårsbais mellem Grønland og Danmark, og det med en service som få flyselskaber kan hamle op med.
I vinterperioden er der fire ugentlige forbindelser og om sommeren syv til Kangerlussuaq, og væksten i antallet af passagerer har været stigende fra 15.000 personer i 1965 til 390.000 i 2012.
Martin Hoffmann Kønig 3. december, 2018
Posted In: Aktuelt forsiden, Flyselskaber, Grønland