FollowAnd now for your moment of Zen…
Det var i Kiddy Land, Tokyos største legetøjsforretning, at jeg fik min første hi-tech toiletoplevelse. Mens pigerne krammede bamser og købte klistermærker, fik jeg numsen skyllet med digital præcision.
Man kunne vælge mellem ”Flush” og ”Bidet”. Den ene ramte forfra, den anden bagfra, begge ramte plet. Siden kunne pigerne berette, at den også sad i skabet hos dem, så åbenbart har vi alle samme krydsfelt agterud.
Toilettet var en sand legejungle af muligheder, med knapper en masse ved hånden. Man kunne regulere vandstrålens styrke, runde af med en føntørrer og aktivere en lydkulisse af brusende vand, der dækkede over ens gerninger. Sæde og skyllevand var opvarmet til 37,2 grader så hud, vand og plastik nærmest gled ud i et – hvor det ene startede og det andet sluttede blev svært at afgøre.
Det elektroniske lokum er Japan i sin yderste konsekvens, et koncentrat af de dyder og laster, som rammer én fra første færd, især deres nærmest OCD-agtige forhold til renlighed. Bybilledet er klinisk renset for skrald, tags og grafitti. I Tokyos Disneyland går medarbejdere rundt med kost og fejebakke og fjerner krummer og popkorn. Og Tokyos metro må være den eneste i verden, der ikke lugter af sved – denne universelle odeur, som hænger over alle andre undergrundstationer. Selv deres pengesedler er knitrende rene og ukrøllede.
Det samme gælder borgerne. Ingen går rundt i uvaskede jeans og fedtet hår og ligner Johnny Madsen (på nær os vesterlændinge…). Er der huller i bukserne, er de skåret til af en designer. Aldrig har jeg set så mange stilbevidste typer i flamboyant modetøj som i Tokyo, og så mange smarte frisørsaloner.
Selv de hjemløse, som jeg passerede under en bro en sen aften, var checkede, og havde indrettet sig i små, sirlige papkassehuse. Hér var der ingen tæpper og soveposer, der lå og flød. Ingen kaffekrus med småmønter. Ingen flydte plastikposer. Nul hunde. Blot to kubikmeter pletfri papkasse holdt sammen af otte ensfarvede klemmer. Ikke helt ulig vores egne hotelværelser, der er ligeså spartanske; blottet for møbler og udsmykning og andre steder hvor støv kan samle sig. Blot nogle rismåtter på gulvet og et neonrør på væggen. Sengetæpper og sovemåtter er pakket væk i skabe.
Pigerne har lært betydningen af ordet ”minimalisme” og bruger det flittigt. På det ophøjede alter af renlighed skæres hygge fra med et snit fra samuraisværdet.
For japanernes renlighed har også en mental dimension, som munder ud i en higen efter perfektion, en kredsen om detaljen, en disciplin og en lovlydighed. Når metroen ruller ind på stationen står ALLE i kø på små røde felter. Ikke som i Danmark, hvor pendlerne stimler sammen i en uformelig masse på hver side af indgangen. Og naturligvis uden den evige påmindelse om ”først ud, så ind”, som er aldeles overflødig i Japan. Hér er der tolv meter mellem hver række, og hver række starter cirka 40 centimeter til venstre for metrodørernes åbning, når toget holder stille.
Selv de hårdeste goth-punkere med armystøvler, nittebælter og sikkerhedsnåle i ørerne makker ret. Ikke kun i metroen, men også i kiosken og alle andre steder. Den sociale kontrol kender ingen grænser og skærer alle over én kam.
De eneste, der går fri, er os vestlig ”gaijins”, der ikke ved bedre. Og det er vi glade for, især Dicte, som ellers godt kunne trænge til at blive skrubbet med hårde nylonbørster i et japansk karbad. Vi beder om forladelse og håber på tilgivelse.