FollowDet første vi checker, når vi indtager en ny bolig, er netforbindelsen. Vi er alle hooked, og vores kollektive humør stiger og falder med signalets styrke. For pigernes vedkommende er det dagens frirum, der er i spil, pausen fra forældrenes evige fordring om lektier, kortspil, udflugter og nærvær. Og forældrene har det på samme måde, vi søger en pause fra pigernes krav om underholdning og mad, og mæglervirksomhed, når de skændes.
Men der er mere på spil, først og fremmest dagens logistik i et land, hvor få taler engelsk og alt står skrevet på japansk. Rejser og udflugter skal planlægges med omhu, for ve den, der farer vild i ulvetimen. Børn bærer ikke nag, men hiver gerne gamle brølere frem i senere forhandlinger.
Vores elektroniske afhængighed blev grundlagt allerede for seks år siden, da Bodil tog en bid af æblet og foreslog, at vi tog en lille pc med på den første rejse. Mit konservative urinstinkt strittede imod, men hun sin vilje. Gudskelov. Den nu stærkt ramponerede mini-pc fra Samsung blev vores faste følgesvend de næste mange år. Den sikrede ro på bagsmækken og harmoni i forholdet. Mens vi pustede ud, sad pigerne klinet til de 13-tommer – de kan stadig opremse deres valgmuligheder som et helligt mantra: Nana, Shrek, Junglebogen, Løvernes konge, 101 Dalmatinere, Odette og Krigen i Kanøfleskoven. Vi havde næppe klaret seks måneder i en rygsæk uden ”den lille hvide”.
I dag er alting bedre. Vi er hævet over gemene downloads og streamer rundt i en grænseløs verden af dårlige Disney-serier. Og selv er jeg sunket lavere, end jeg nogensinde havde regnet med. Det stod klart, da jeg kort før afrejsen hørte mig selv klage over potentielt manglende Netflix i Japan. ”Selvfølgelig er der Netflix i Japan…” svarede min fætter Patrick, og lænede sig tilbage i sofaen som en anden romersk kejser ”…det er kun fordi du er blevet gammel, at du tænker sådan…”.
Men allerede på førstedagen blev vi ramt af den japanske virkelighed; ingen Netflix og kun en svagt gispende netforbindelse. I Tokyo! Vi vekslede mellem vantro og panik. Hele vores funklende IT-park lå hen som tomme skaller på en strand; vores tablet, vores spritnye pc og 3½ smartphones.
Siden har vi rejst ind og ud af Japans sorte huller, altid spændte på om næste destination var ”med eller uden”. Vi har lagt låg på de værste abstinenser ved at nedtage gamle klassikere som ”Den Røde Pimpernel”, ”Manden med jermasken” og ”Tilbage til fremtiden”, med den gavnlige sideeffekt, at pigerne har indset, at der findes et filmisk univers hinsides Jessie og Violetta.
Samtidig har vi set et andet, mere østblok-agtigt Japan tone frem bag de hypermoderne kapsel-hoteller og larmende Pachinko-haller. Et Japan med fugtige, paptynde boliger, opvarmet af stinkende petroleumsovne, og badevand, der veksler mellem iskoldt og kogende hedt, fordi vandvarmeren er 30 år gammel. Et Japan, hvor alt betales kontant, og hvor pengeautomater kun læser gammeldags bankbøger i papir, som vi husker fra vores barndom. Og i øvrigt lukker kl. 17.
Japan føles stadig som en kulisse fra Blade Runner, med blinkende neonlys og japanske pigestemmer, der kvidrer uforståelige budskaber ud over regnvåde gader. Men der er ridser i lakken, lidt som i en dårlig sci-fi, hvor man rejser gennem det ydre rum, men stadig bruger fax-maskiner. Eller kloner mennesker, der stadig bruger læsebriller. I Japan blandes fortid og fremtid uden besvær.
På det punkt skal det blive helt rart at vende hjem til den jævne danske virkelighed, med fjernvarme, bredbånd og gode ventiler fra Grundfoss. Det er ikke specielt sexet, men hvem har brug for dét, bare netforbindelsen er god.