Et træ, der var vidne til en konges død, dyr i flokkevis, tjørn, bakker og træer at klatre i. Dyrehaven nord for København er en værdig erstatning for udlandsrejser.

Af Martin Hoffmann Kønig

Arme op, arme ned og benene skal følge med. Vi er lige trådt ud af bilen efter køreturen fra land til storbyens foretrukne naturperle, Dyrehaven, nord for København.

Det er så nemt at komme til at fryse, når man går fra lun bil til semibarsk natur, og det er ”no-go” at starte en naturoplevelse frysende. Det tapper energi og gør børnene trætte, og englehop er medicinen til at få pulsen og temperaturen til at stige.

Rejsefeberen strækker sig sulten i vores kroppe. Vi trænger til store oplevelser med fyldig og imponerende natur, men tiden er ikke til udlandsture, så vi må ty til alle de gode naturmuligheder omkring os.

Vi er dårligt kommet ind i Dyrehaven før vi ser dem. Hvide pelsede numser stikker frem bag træerne. En-to-tre-mange-virkelig mange. En af Dyrehavens største seværdigheder er hjortene. Der er formentlig ikke nogle steder i verden, hvor man kan komme så tæt på vildtlevende krondyr, rådyr og sikahjorte, som her, og det er herligt, selvom dyrene efter min smag er lidt for vænnede til mennesker.

1.600 stykker dåvildt, 100 sikahjorte og 300 kronhjorte spredt med mild hånd over 1000 hektar skov, sø, åbne sletter og bakker. Familiens hund slikker sig om munden, men det er næppe fordi han drømmer om at sætte tænderne i de smukke dyr, men fordi de råfodres med ting, der for ethvert hundeøje tager sig delikat ud.

Det er tæppe- og varmedrikketid, og mens de voksne retter an, går de knapt så voksne i gang med alt det sjove. Samle-grene, slås med kæppe, klatre og så en ganske fornem parøvelse, der kræver et stykke åben slette, to nedfaldne grene, der lægges som mållinjer i hver sin ende af ”banen,” og så to mennesker, der står numse mod numse og på den måde forsøger at skubbe den anden. Den, der først får skubbet den anden længere end grenen har vundet.

Det er tid til farmands belærende indslag, for lige her foran os er et af vidnerne til et dramatisk stykke danmarkshistorie. En stor eg nordøst for Eremitagen, der var vidne til, at kong Christian V. i 1698 blev sparket af en såret kronhjort under en parforcejagt.

Et spark, der var en medvirkende årsag til kongens død i 1699, og egen er opkaldt efter ham, og suppleret med en lang historie om det smukke jagtslot Eremitageslottet, der gennem flere hundrede år har dannet rammerne om kongehusets jagter, er vi klar til en eftermiddag med bladkamp, trille-ned-ad-bakke leg og masser af mos i håret.

23. januar, 2021

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com