Hakkebakkeskovens herlige dyr hitter

Små børn, der har problemer med at se scenen fra Glassalen i Tivoli kan være farlige. I hvert fald, hvis man sidder bag dem, og har lyst til at få en tår af sin sodavand, som man har stillet på gulvet foran sig, samtidig med at de bakser rundt med et ekstrasæde.

Irriterende våd start på Thorbjørn Egners 66 år gamle forestilling om de herlige venner fra Hakkebakkeskoven, men da tæppet, der slet ikke er der, går, og salens bedagede lysekrone køres langsomt op i loftet er der alligevel åben mund og koncentrerede øjne og ører på tværs af aldersforskel.

Malthe har sin seks-årige fætter Isak med i den helt fantastiske 73-årige teatersal. Der er noget urTivoli over stedet, og med intro fra Tivoli gardens fabelagtige musikintro er vi klar til klatremus, Morten Skovmus, Mikkel Ræv, Bamsefar og bagermester Harepus, som sammen kan noget helt særligt. Uden den store scenografi , men med et bagtæppe af fabelagtige ordpuslerier i blandt andet grøntsagsspisevisen kan Teater V, der leverer nerve og indhold til den klassiske forestilling, tryllebinde, og det gør de – i næsten to timer .

Fællesskab, mangfoldighed og at vi skal huske at være gode ved hinanden. Nuvel, ikke noget overraskende i det, men når det er nede og vende i en seksårigs mave og en 12-årigs øjne, så føles det rigtig rart, og selvom det giver skæve sideblik, når Bamsefar, det kære væsen, siger, at ”man sagtens kan blive stor og stærk, uden nødvendigvis at spise kød(mad), hele tiden.”

Ikke noget vores drenge eller Mikkel Ræv vil abonnere helt på, men sød det er Bamsefar.

To timers hjertevarm fortælling om den magiske Hakkebakkeskov, hvor dyrene forsøger at skabe et samfund, hvor alle er venner, holder, selv nu næsten 70 år efter historien blev skrevet, og særligt den snu og dyreædende Mikkel Ræv bliver i løbet af timerne til en vennesæl og sympatisk skikkelse, nærmest en helt, og det rammer begge drenge.

Trods en strække-ben pause, er to timers forestilling lang når man er barn, men som Malthe på 12 år pointerer efter forestillingen, så var det ”ret grineren,” da bondemanden og hans lige så bondede kone løb råbende gennem salen, der fra scenen spørges til gemmesteder og ikke mindst da der blev fællessynget fødselsdagssangen om at Bamsefar er så sød og rar, selvom han bare sad der midt på scenen og faldt i søvn.

Vi er alle tre enige. Det var to timers vidunderlig tidsbobbel, der gør glad.