Den gule kano-padel skærer sig gennem Roskilde fjordens brune vand. Bugtende, bølgende og helt afslappede ”overfaldes” vi af gelatine rovdyret, vandmanden, men kun under vandoverfladen. De svømmer i stimer og er givet på jagt efter zooplankton eller fiskeæg. Formentlig en af årsagerne til at størstedelen af befolkningen her i fjorden er krabber, blåmuslinger og gopler.

 

Vi sidder i et slankt metalskrog af en kano, tung af bakse med, da vi skulle have den fra stillads til vand, men herlig at være i. Vi tre drenge på 13, 21 og 52 år er ved Møllekrogen, en lille charmehavn ved Selsø, en af de mest fuglerige søer i Danmark, hvor mellem 35 og 40 forskellige fuglearter yngler i sommerhalvåret, og vi har lagt en tikrone i låsen, og har fået en af Nationalpark Skjoldungernes Lands nyeste opfindelser, gratis kanoer, redningsveste og padler til fri disposition og er klar til en naturoplevelse man sjældent får.

De gratis kanoer er en vaskeægte genialitet, som desværre allerede har stiftet bekendtskab med virkeligheden i form af hærværk og tyverier. Noget så trist, for ideen om at lægge gratis kanoer til brug for oplevelsen af nationalparkens natur, og på den måde skabe en allemands ”landevej” på vandet, er en vaskeægte genistreg, som skaber stor glæde hos os.

De spritnye kanoer, seks i alt, ligger klar til brug i Gershøj havn og ved Møllekrogen indtil den 30.september, og kanoernes tilgængelighed gør det nemt og rart at komme afsted. Der skal ikke tænkes i leje, kørsel eller penge på lommen, udover en lånemønt til låsen, i hvert fald den ene af de fire låse, der stadig er uberørt af hærværk.

Fra Møllekrogen sejler vi langs klinten ud til Skrivernæbbet, et overdrevsområde, der beskrives som nationalparkens mest værdifulde, og vi kan alle tre mærke lidt kriller i maven ved tanken om, at vi kan sejle videre ud i Bredvig, mod Gershøj, Ægholm, Eskilsø eller måske helt til Roskilde, lige hvor vi vil og orker. Kun tiden, kræfterne og vejret lægger begrænsninger.

Vinden suser lidt lumsk i håret, og strømmen kan mærkes når vi lader kanoen drive, så vi beslutter at holde os inde i den beskyttede bugt, men det er også hyggeligt at sidde her og nyde fuglenes leg, fjordens mystik, istidsskrænternes muntre historieundervisning og en kanelgiffel, eller fem.

Kanoerne har sporingsudstyr i sig, men det har som primær funktion at sikre, at de ikke sejler ind i beskyttede fugleområder. Og så skal man huske, at man altid skal sejle langt uden om flokke af fældende svaner, og undgå at sejle direkte mod dem, for det stresser dem, og risikerer at forhindre dem i deres naturlige udvikling.

Naturen har så mange muligheder for familier, og når man kan få en super fin kanotur helt gratis, så er det bare om at komme afsted, og lad os hjælpes ad med at passe på dem, så det ikke bare bliver en fiks ide.

5. juni, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com