Flydende luksus på bifloden

Helt forsigtigt nærmer vi os land. Rebene fra skibet er drengene hoppet ind i det knæhøje græs med, og de er i gang med at banke to store jernpæle i jorden med en monsterstor hammer. Skibets plasticfender skurrer mod kanten, og så pludselig har vi fået bragt den over 13 meter lange Le Boat Royal Mystique båd til standsning. Træerne med mistelten danser og synger omkring os, på den anden side af bredden glammer en hund, ellers er her stille.

Efter en grundig instruktion i den midtfranske basehavn Chatillon Sur Loire, små tre timers kørsel fra Paris, hvor særligt vores forsøg på at sejle sideværts næppe kommer til at indgå i manualer for eminent sejlads, er vi på vej.

Vi er på Canal Latéral á la Loire, et parallelt flodsystem til Loire floden, og skal i en uge være vores egne kaptajner. Båden er bestilt hos Seatravel i Danmark, der er eksperter i flodbådssejlads for uprøvede, men på vandet er der pludselig meget langt mellem forretningerne. Havde vi ikke forsynet os havde vi stået uden mad og drikke i den vilde natur. Sådan føles det i hvert fald, da vi starter sejlturen ad Canal Lateral á le Loire, som betyder kanalen, der er gravet ved siden af floden Loire

En stille hvid røg forvisser os om, at vi ikke er faret helt vild i den barske natur. Det er atomkraftværket i Belville-sur-Loire, fire kilometer længere sydpå. Aftensmad og den første flaske franske vin indtages på soldækket, og den nervøse summen i maven tager til.

Elevator af vand

Næste morgen klokken 9 skal vi indtage vores livs første sluse. ”Bonjour,” slusemesteren, der stort set aldrig taler andet end fransk er klar med en hjælpende hånd.

Forsigtigt sejler vi ind mellem de rustne jernporte, og efter at sluseporten er lukket drejer slusemesteren i et håndsving, og så åbner han sluselemmerne, og vandet fosser ind.

Alle floder og kanaler i Frankrig er drevet af det franske kanalselskab VNF, Voies Navigables de France, og serviceniveauet er højt, men forskelligt. Nogle steder forventer de, at man selv hopper i land og fortøjer sluserebet omkring pullerten, ikke noget med at binde, andre tager slusemesteren imod og er ikke bleg for lige at slynge et tilbud om en lokal vinflaske Sancerre og en Pouilly Fumé – halv pris sammenlignet med Danmark – over ”disken,” gerne sammen med en iskold cola, øl, is eller et salathoved, før der går elevator i den. Vandet fosser ind, det føles køligt og dufter ferskt, og det er om at holde rebet lige i hånden.

De første sluser er anstrengende, men når først man finder sin rytme, og hver mand sin plads, så er slusesejlads det der giver os følelsen af at være rigtige skippere, og ikke mindst få lov at sige:

”Når først du er kommet gennem en sluse, kvejles fortøjningslinen op på båden.”