En smal, meget smal, vej med et fald på noget nær tociftede procenter i det sydlige Kroatien, ikke langt fra grænsen til Montengero. Ned, ned, så ind til siden, da en anden bil skal passere – kroatiske bilister flytter sig ikke – og så længere ned.

Til venstre for os er der figner, oliven, røde bær og smeltende hede bjerge og til højre det reneste azurblå Adriaterhav.

Vi er tæt på vores mål. Byen Molunat, i det sydligste Kroatien. 20 kilometer fra turistspækkede Cavtat. Her er der ro. Èn restaurant, èn lille campingplads, et lille supermarked, ingen hoteller, men en masse familiedrevne pensionater, hvor man kan nyde ro og udsigt på terrasser under hurtigt voksende kiwiplanter.

En småbørnsvenlig, og for Kroatien usædvanlig, sandstrand, og et hav man får lyst at æde, klipper, der kan bruges som badevipper og i det nærmest gennemsigtige hav fisk i alle størrelser og farver.

Et paradissted, som vi aldrig havde fundet, hvis det ikke havde været for en halvluset stol i en hotelfoyer i den montenegrinske badeby Herceg Novi. Her mødte vi en dansk familie, og med vores yndlingsferieredskab, nysgerrigheden, fik vi det gode råd at tage til Molunat, da vi spurgte hvad deres bedste oplevelse havde været i Kroatien.

Trods sin indbydende stilhed og ekstraordinært gode bademuligheder er Molunats bjergrige opland oplagt til aktive familier.

Der lejes nemt mountainbikes og arrangeres sejl- og vandreture i området, og da der angiveligt er ganske sparsomt med kolde vinde, så er badesæsonen fra start maj til slut oktober, og netop oktober skulle være en ganske særlig måned at besøge Molunat, før det er der de indvandrede kiwifrugter er modne til spisning, og dem er der mange af i det tempererede Molunat.

Når man er i området får man hurtigt fornemmelsen af at være stødt på noget så usædvanligt som et luksushelle for de få, men i virkeligheden kan man uden problemer komme til og fra Molunat med offentlige busser fra Dubrovnik, Cavtat og der går sågar en direkte bus fra den internationale lufthavn.

 

 

 

 

 

5. april, 2021

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com