Fødder der slentrer er hver feries højdepunkt, også i Porto, hvor der er sjove og smukke muligheder for at blive beriget som familie – også helt gratis.

Af Martin Hoffmann Kønig

En skinger lirekasse bræger på Rua Santa Catarina, en af Portos mange stejle gågader, hvor man nemt kan komme til at gå gåsegang. En amishklædt far , sådan lidt a la bonde fra 1800-tallet med lærred og skind, sidder med sin lirekasse mens hans søn i gul t-shirt, filtede fletninger, slidte skindsko, korte grønne bukser og en mørkeblå habitvest ”danser” rundt på en lav træstol.

Sjovt at se på, men slet ikke at lytte til, og så fanger Malthes øjne noget på jorden foran os. Der ligger små gule korn spredt hid og did og en pjusket nærmest pelsklædt høne pikker sig frem som i en sær dans, der måske-måske ikke akkompagnerer den knirkende musik.

Familiens yngste, kusine Saga på to år, er helt solgt. Hønens sære dans falder i den grad i hendes smag, og en videooptagelse må til, og bliver senere til en af de mest sete videoer i vores familie.

Porto smager af portvin, men også af så meget andet, og vores mål er klart, vi skal på togstationen Sao Bento. Ikke for at rejse videre, men for at falde i staver, og det gør man så godt her mellem is-campingvogn, larmende japanere og emsige togkontrollører.

Som på de fleste andre store banegårde er Sao Bento et travlt sted, en nerve i en del af det nordlige Portugals jernbanenet, men stemningen er alligevel nærmest andægtig, trods de mange mennesker på gennemgang til og fra togene og ikke mindst de utrolig mange turister der, lige som vi, vil have det unikt smukke med hjem på hornhinden.

Togstationens smukke vægge er nemlig prydet af fabelagtige traditionelle portugisiske kakler azulejos. 20.000 styks, der tilsammen fortæller et malerisk udsnit af Portugals historie mellem det hvide stukloft og de hvælvede indgangspartier.

Her er mange nakker bøjede, og Malthe er hurtigt fanget, han bliver stille og peger på et smukt grønt pendulur og videre til en hesteridende mand med spidset lanse. Mytologi, landskaber og historisk vigtige begivenheder væver sig ind og ud af hinanden. Banegården stod færdig i 1893 og er oprindeligt et ombygget kloster, og kløgtige som de er i Portugal gennemførte man i 2010 et èt år langt restaureringsarbejde, så der også er noget at se på de næste 100 år

7. april, 2019

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com