Bjerghuller forbinder hele landet
Follow
Det drypper sagte på bilens køler, kulden sniger sig ind af sidedøren og mens vi holder og venter på de skarpe lygter skal køre forbi kan vi mærke nervøsiteten tage et let greb om nakken. Holder det, falder der store sten ned, vil vandet pludselig komme fossende?
Vi holder og venter i en af Færøernes 19 tunneller. Det kræver tilvænning at køre gennem et af de begsorte bjerghuller, men få minutter senere har den modkørende bil passeret, og vi er vel ude i dagslyset, og når vi ser os omkring i den lille idylliske by Sandvik, på den nordligste ø Suderø, giver det jo mening.
Hvalbatunnellen mellem Hvalba og Sandvik er landets ældste , den blev sprængt igennem den 28.december 1962, og det er ikke svært at forestille sig hvor isoleret de små byer var før den tid. De uvejsomme bjerge eller en tur på det bidske hav var de eneste veje, hvis man havde et ærinde i nabobyen eller hvis der skulle lægehjælp til nogle af de små byer.
Sådan er det ikke længere, for tunnellerne er med til at gøre Færøerne til et særdeles nemt land at komme rundt i, og de fleste er korte og gratis, og i takt med en fornuftigt økonomisk vækst kommer der stadig flere tunneller.
Der er dog enkelte undtagelser med det med det gratis for når man skal til landets næststørste by Klaksvik, og skal igennem øens længste tunnel Norderøtunnelen, 6,3 kilometer, skal der betales, 100 kroner hver vej.
Turen føles meget længere end den reelt er, og man kan mærke spændingen i luften, som det går op for os at vi pludselig er 150 meter under havets overflade. Men her er ingen betalingszone eller stoppende betalingsanlæg, for som altid på Færøerne sker tingene i tillid til hinanden og med stor sindsro, ved at man, når tunnelen er forceret, kører ind på en af tankstationerne Magn eller Effo, og betaler.
Et par tunneller giver rutine, og snart bliver de til en hyggelig del af rejsen, men når tiden tillader det, så er tunnellerne også værd at undgå. For der er næsten altid en, meget længere, vej uden om tunnellerne, der ofte fører gennem skønt bjergrigt landskab, og rammer man en af de mange tågede dage, så kan det hurtigt udvikle sig til lidt af et gysende eventyr, hvor man til sidst kører med brægende får som eneste selskab.
Martin Hoffmann Kønig 12. november, 2019
Posted In: Aktuelt forsiden