Krogede, kringlede, ranglede og fyldt med mystik og historie. Lindetræer, egetræer, sitkagraner og bøgetræer. Hele træfamilier nikker og ”taler” i vinden, og i den smukke Jægerspris slots skov står den indhegnede Dannereg, der er en podning af Kongeegen fra den nærliggende Jægerspris Nordskov, Europas ældste. Rundt i skoven med navne som Slotshegnet og Kohaven,  i Jægerspris, er der mulighed for at stoppe op for at nyde, læse om og tale om de mange monumenter over danmarkshistorien store personer, der er spredt med mild hånd.

Da Kong Christin den syvendes hoflæge, Struense, i 1772 blev fængslet og senere henrettet på ”hjul og stejle,”  kom der andre ”boller” på nationalsuppen, og nationen skulle af med den tyske indflydelse, så tiden var inde til at hylde de danske helte.

På Jægerspris slot blev den kendte billedhugger Johannes Wiedewelt hyret, og han gik i gang med hyldende mindesten over nationens stolte sønner såsom Christoffer Gabel, statholder, rentemester og kendt som landets mægtigste mand i 1600-tallet.

Mindesten på mindesten er placeret rundt i skoven, 54 i alt, og i løbet af en 15-årig periode har slottet bekostet en gennemgribende restaurering af mindestenen, der i dag er som en skovens historiebog.

På hver mindesten er der mulighed for, med sin mobiltelefon, at få information om den person stenen er rejst over, og skulle der gemme sig et enkelt barn uden interesse for danmarkshistorien, så er der her en fabelagtig mulighed for at få interessen drejet mod historiefaget ved en tur i skoven, og ud over at mindestenene fungerer som en eventyrlig historiebog, så er mindestenene beskrevet som et internationalt kunstværk på højeste niveau. Desværre kender ikke ret mange til dem.

Vi stopper op. I lysningen kan vi se konturerne af en jættestue. En flot en af slagsen fra 3000 f.kr. På bakkens top halvt står halvt ligger et ramponeret stenmonument med inskription om Kong Frederik den femte, der i 1744 fik jættestuen gravet ud, og sådan er det her. Her er kongernes aftryk fra 1400-tallet til den sidste oldenborger Frederik den Syvende, der købte slottet til sit private eje i 1854, og som blev lensgrevindens arvegods og siden den stiftelse, der driver skov, mark og slot i dag.

 

 

15. juni, 2021

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også

Leave a Comment

Fødderne værker, knæene knirker og det hele er ved at være for meget. Syv-årige Malthe er med på ture i naturne, men han kan også få nok, og så er det med at have de små fif parat.

Vi har ofte et sæt vandrestave med, når vi vandrer. De er lette, de kan justeres og sættes fast på rygsækken, og så kan de noget som ord kun dårligt kan, når kilometerne er ved at være for meget for Malthe. De kan adsprede, og de kan redde en del flere kilometers vandring.

Fysisk aflaster stavene knæ og fødder, men psykologisk gør de også noget andet, de flytter fokus. Efter få minutters fornyet vandring med stavene, så er det ikke usædvanligt, at høre en stille fløjten og en begyndende nynnen, mens staven slynges fra side til side, og det slet ikke er svært eller hårdt at gå.

25. maj, 2021

Posted In: Børn i naturen, Nyheder, På opdagelse i naturen, Temaer, Vandre, Vildmark og trecking

Tags: ,

Læs også

Leave a Comment

 

Den midaldrende kvinde står og holder pause uden for et af Hundesteds plejecentre. Hun er lokalkendt, og    selvom vi har forsøgt at få hjælp fra bilens gps, er det ikke lykkedes os at finde frem til vores turstop, Lyngbakkerne i Hundested, så vi har brug for hendes viden.

Hun ser på os, smiler og nikker anerkendende, da vi spørger om vej til den sande naturperle, som få udenbys kender til. Hun guider os kyndigt tilbage til Søndergade, og vi finder parkeringsplads, hvor ingen andre har parkeret, og 50 skridt fra bilen er vi klar til at åbne trælågen ind til det indhegnede naturområde, et specielt hedelandskab midt i byen.

Den grusede sti er dekoreret med fårelorte, og når vi ser os omkring er vi ikke i tvivl om, at vi er landet et sted, hvor det er muligt at få dækket et stort behov for unikke naturoplevelser, og vi undrer os, for vi har hele det herlige område for os selv.

En 72-årig , med helt og aldeles lækre naturattributter meget tæt på Hundested by. Bakke op og bakke ned, der er lyng, græsser, træer og istidsskabte bakker at vandre i. Gamle forvitrede æbletræer, lanolinholdige uldtotter fra den energisk gnaskende fåreflok, der høvler hybenroser ned til jorden, og man er ikke i tvivl om, at det her er et fedt sted at komme tilbage når det er vinter, for kælkemulighederne er ikke svære at få øje på.

Syv hektar hedeareal med det fineste hedelyng, fredet siden 1948, næsten nem at finde, hvis man kører fra Lynæs til Hundested, er en af mange super naturoplevelser i Halsnæs. I august og september blomstrer hedelyngen med sine fine lilla blomster, og er man heldig er området nærmest dækket af et lilla blomstertæppe, men selv nu, i juli, er det høgyldne naturområde et interessant besøg værd, og der kan man vandre en solid tur i kuperet topnatur mens man nyder udsigten.

Vandreskoene er sat på fødder, vores hund er ivrigt trækkende mens vi ser efter dovne hugorme, og da vi når op på bakkens top er der en gedigen overraskelse, for udsigten over Isefjorden er smør kastet lige i øjnene, og  vi er slået bagover over den enestående natuoplevelse, der er muligt at finde nærmest midt inde i byen.

21. maj, 2021

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også

Leave a Comment

Solens stråler kaster sig konkurrerende med den perfekte smutsten, der suser hen over vandets overflade. Seks-syv-otte smut. Et fedt sted at nappe en hurtig far-søn konkurrence.

Omkring os er Strandens sand pulverfint, slet ikke som strande er flest i Danmark, nogle steder er der en anelse for lidt sand, så jorden titter frem, men sydlandsk strandstemning er ikke svær at få øje på. MTB cykler suser på stien over os, hundeluftere på gåtur  i græsset, og en mand er klar til at dyrke outdoor-motion mens vores næsebor har fået færten af mad på grill.

Grusgrave har det med at ligge på ganske naturskønne områder, og når de ikke længere er egnede til råstofudvinding, så er der tit ikke mange, der skænker dem en tanke.

Men ikke den gamle grusgrav i Søndre Plantage, fem kilometer syd for Varde by, som Varde Kommune har omskabt til et fantastisk spændende badesøområde, og hvis I tager jer selv i at være svedende natur- eller badetrængende mens I er på besøg i Vestjylland, så er Nysø et herligt sted at besøge. Skjult bag en større plantage kræver det dog et sikkert blik på kortet eller selskab med en lokalkendt for at finde området, men det er turen værd.

Grusgrave har det bare med at skabe en halvfarlig natur under vandet, så det er også et område, hvor man skal tage sig i agt når man vil bade i den fabelagtige badesø. Vandet er azurblåt, klart, blankt og i den grad appetitlig for øjnene, men under vandoverfladen lurer faren.

I vandet bliver der nemlig temmelig hurtigt dybt, så man skal tage det alvorligt, når kommunen har afgrænset svømmeområdet med tydelige flydespærrer, for de stejle og pludselige skrænter under vandet gør det super farligt og vandet kan bide kulde ind i selv de mest badegarvede svømmere.

Flere steder i grusgraven har man taget fat om nældens rod, og en gravemaskine har udjævnet en del af området, men hold øje med børnene og lad dem aldrig bade alene i badesøen.

Et kæmpe plus for området er, at der stort set er garanti for ingen forurening, fordi der ikke er udledning af spildevand fra å-udløb, og det er stort set kun skidende fugle, der kan være årsag til forurening.

19. maj, 2021

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også

Leave a Comment

Brægende hilser en flok lyshårede får os velkomne, barokslottet Selsø slot troner mystisk over 400 år gammel ved vores højre side mens vores numser danser på sædet når vi kører over toppede brosten, og kort efter er vi i Sønderby.

En andefamilie vrælter vrisne til siden, for vi 16 familiemedlemmer fylder i vognen bag den store traktor. Til vores venstre side ligger den lokale kro, med et langt liv først som 1700-tals skole, og siden 1962 som en af de kroer, der rimer på Morten Koch og landlig idyl. På en solskinsdag er der ingen problemer med at hoppe i ”tidsmaskinen,” skrive 1962, og opleve Ove Sprogø eller den pigeglade ungkarl Dirch Passer, nys kommet retur på land efter en længere tid på havet som kok på en hvalfangerbåd, suse folkekomedien Pigen fra Egborg, igennem her. Et lokalt loppemarked foran den tidligere Brugs ”fryser,” smil står i flok, og der vinkes om kap både inden som udefra den store vogn.

Vi er på en enestående familieoplevelse med NaturExpressen, en traktor med en kæmpe passagervogn, der er en af perlerne i aktivitetskassen hos Skibby Aktive, en forening af særdeles engagerede mennesker, der frivilligt arbejder for at vise hvor meget Hornsherred har at byde på. Vi bestemmer slev, men vores garvede chauffør Gunner, der egentlig stammer fra Sønderjylland, har en særdeles god fornemmelse for, hvad der er værd at se, og der er meget. Vores tur tager halvanden time, og det hører til en af de absolut korteste af slagsen.

13-årige Malthe er mere end begejstret for på denne anderledes måde at kunne vise familien de omgivelser vi i så mange år har sovet i, fisket fra og vandret i. Hellesø, svanernes yndling, fugleparadiset Selsø, den hyggelige havn Møllekrog for ikke at glemme Livsvilje, de fantastiske kunstværker i Østby og så den eventyrlige skov Østskoven, hvor vi plejer at fiske hornfisk ved den lille havn, og i dag gør kanelsnegle-tepause-gode historier pause.

Den røde traktor ser potent ud, og vi gyser lidt når chauffør Gunner rutineret bakker den tonstunge vogn gennem skoven, og da han henter os bliver der nikket anerkende fra familiens ældste, da vognens bagende på den lange passagervogn brummer mod jorden, og gør vores entre nem.

Man kan ane det, men det er ikke noget der nager os. Passagervognen er lavet i Nordjylland af en mand, der udelukkende har fabrikeret vogne til kreaturer.  Vi har været på eventyr i Hornsherred fantastiske natur, og hele familien er inviteret, for der er plads til 26 personer. Det kan man nemlig  i Skibby, og det er i den grad et besøg værd.

14. maj, 2021

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også

Leave a Comment

Nåletræslugten prikker i næsen, luften føles ren og mandeltræerne holder fast i de massive stenklipper med effektive rodsystemer. Vejene bugter sig hårnåleagtigt, og farerne i form af ivrigt knoklende motions-cyklister pisker ned af de stejle bjergveje, og opad slingrer flere af dem faretruende som stigningerne nærmer sig syregrænsen. Med omkring 800 kilometer vandreruter, og bjerge tæt på 2000 meter over havets overflade er Gran Canarias bjergmassiver værd og nemme at udforske, også for børnefamilier.

OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERA

Vi lejede en bil hos Orlando Rent a Car, hvor vi fik en udmærket Ford Fiesta i seks dage for 147 euro, og da bjergene, der skiller det golde, ørkenagtige landskab i syd med det frodige og blomsterrige nord, er et af Gran Canarias helt store “must see” så gik turen op ad bjerget, egentlig ikke med andet mål end at nyde naturens skiften, men da sulten kræver sin plads i maven, fik vi en sidegevinst til turen.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Ikke et øje i miles omkreds, fuglekvidder og så den summende lyd, når en af de mange, virkelig mange, motionscyklister brager forbi. De skal alle til det samme “vandhold” længere fremme, hvor der er cykelparkering og fælles mødested for mennesker i cykelshorts og kliksko.

Restauranten ser forladt ud, men terrassen er hyggelig, solen skinner og udsigten er fænomenal over bjergene. En uundseelig mand dukker frem fra det mørke cafelokale, hvor en dundrende højlydt fodboldkamp skaber et egentlig ucharmerende lydtapet.

Men vi er sultne, og ordren lyder kort og godt, tapas til os alle fire.

OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERA

Tortilla med kartofler i bunden, krydrede kikærter, små saltede canariske kartofler i herlig stærk mojo sovs, varm skinke og et hjemmebagt brød til. Selvom særligt otte-årige Malthe, men også hans 16-årige storbror, Sebastian, spørger lidt til tapasretternes indhold, så smager de og er lige så overbevist som os voksne. Gran Canaria opleves bedst gennem naturen og maven.

 

 

2. maj, 2021

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også

Leave a Comment

Engelsk, tysk, fransk og vist nok også russisk og kinesisk. Den grå øreformede højttaler giver den pantomineagtige forestilling foran os levende. Marokko fortæller, at de har helt styr på menneskerettighederne, Kina fortæller om at de er nærmest euforiske over FNs menneskerettighedsrapport, for den passer som fod i hose til det repræsentanten kalder “den kinesiske drøm,” der blandt andet går ud på at give ungdommen noget at se frem til, og fra Congo lyder der også selvrosende toner om, hvor meget det krigshærgede land gør for at beskytte mennesker, og når menneskerettigheder skal oversættes til mexicansk opfattelse, så er sproget fyldt med roser og historierne om over 40 unge studerendes forsvinden og drab går hokus-pokus lige i glemmebogen.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Human Rights Council Session i FN

Man kan godt få et noget forskruet billede af, hvordan verden egentlig tager sig ud, når man er nået igennem sikkerhedskontrollerne og har sat sig på en plads i public gallery, i det overdådige menneskerettighedspalads, Palais des Nations, og overværer for eksempel menneskerettighedsrådets 28.samling som der netop nu er mulighed for. Men det er bare FNsk for, at nu får alle lov til at tale og fortælle deres version af rettighedernes tilstand, for så kan vi måske flytte lidt, meget lidt, i den rigtige retning.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Der er meget at forklare sine børn, hvis turen går til Geneve, men når man står i FNs europæiske højborg,  hvor der er en enestående mulighed for at komme helt tæt på FNs aktører, så er det en tand nemmere. Her er tungemål i lige så mange nuancer som de hudfarver, der bevæger sig omkring, og selvom man uden problemer kan blive væk i de marmorbeklædte gange, så er det om at benytte sig af lejligheden og komme en tur ind og se de imponerende bygninger, følge og tale om, hvorfor FN måske nok er en af de tungeste og mest bureaukratiske organisationer, men nok den eneste mulighed for alle verdens lande at have èt sted at mødes og tale sammen.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

En positiv ting er, at man spiser overraskende udmærket i det store cafeteria, og man kan her, i modsætning til stort alle andre stede ri byen, spise sig mæt for 20 schweizerfranc lig med noget, der “smager” af 150 kr., men der kan spares, for der er mulighed for at “tanke” gratis vand i kander.

Man skal lave sig registrere før man kommer, og der er bryske sikkerhedsfolk til at sætte sindet i de rette folder. I kan læse mere om, hvornår der er samlinger, og hvordan man lader sig registrere på hjemmesiden: www.unece.org/meetings/practical.html OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

15. april, 2021

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også

Leave a Comment

Fromages a la ferme, 150 meter. Kyndigt har Majbritt styret vores 13 meter lange Royal Mystique flodbåd ind til land. Vi har set et skilt med to geder og på marken langs Loire dalen danser får og geder omkring – der må være gedeost i nærheden.

Det er tæt på frokosttid, solen bager og det er tid at finde noget ekstra lækkert til vores nybagte baguettes. Børnene hopper i land og vi får fortøjret vores flydende hjem. En ældre mand går i sin have, og holder øje med hvad vi foretager os, men da vi råber “fromages” flækker ansigtet i et smil og hans gestikulerende hænder gør det klart, at vi er tæt på et at feriens højdepunkter.

150 meter bliver vist til det dobbelte, men så er vi heller ikke i tvivl. Brægende geder og det nydelige hvide skilt på den velholdte gårdsplads vidner om at vi er tæt på gedeost. Vi er i Chavignol, ikke mange timers langsom sejlads fra den smaskhyggelige by Sancerre, og selvom der kun er et enkelt ostemejeri tilbage i byen, så er der fermier – ægte fransk gårdost bag døren.

Vi banker forsigtigt på døren, og en venlig midaldrende kvinder dukker frem, iklæder sig rene træsko, en overtræksjakke og gør med hovedet et nik op på væggens opslagstavle, hvor der hænger beviser på at gården hygiejniske standard er i top, og at de små hvide oste, der ligger i plasticbaljer og ikke mindst på tørrehylder i to mandshøje ovne, er tip-top.

Gedeost2

Her er oste oppe, nede og midt for. Det er sin sag at følge med, når kvinden fortæller levende og hurtigt om forskellen på de mange oste.

11 dage gamle oste, crottin de Chavignol, ligger på rad og række. Blød, frisk, cremet og med en afdæmpet duft af gedemælk, og længere nede har ostene ligget 30 dage. De har tabt 25 procent af deres vægt ved fordampning af vand, og smagen er koncentreret, tæt og mere salt. Overfladen er hærdet og gulnet, og overgås kun af ostene i varmeskabet til venstre.

90 dage gamle med en hård og intens skorpe. En ost, der er dækket af et tykt lag skimmel, og det kan nok være at udseendet ikke er for sarte sjæle, men smagen er fremragende.

Udstyret med en håndfuld oste er vi klar til at betale, og vi er villige til at betale godt for den ægte og hyggelige oplevelse det er at købe ost fra stalddøren, men også her bliver vi overrasket, for prisen er ikke til forhandling.

1,50 euro per ost, og vi er begejstrede.

Sjældent     har en frokost smagt så godt, og været så billig,  som da udvalget af aromatiske gedeoste får selskab af friskkøbte tomater, en omelet, en stærk italiensk pølse og en sødlig hvidvin på bådens kommandobro.

gedeostmad

 

GedeostGedeost3

Gedeost4

 

 

 

12. april, 2021

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også

Leave a Comment

En smal, meget smal, vej med et fald på noget nær tociftede procenter i det sydlige Kroatien, ikke langt fra grænsen til Montengero. Ned, ned, så ind til siden, da en anden bil skal passere – kroatiske bilister flytter sig ikke – og så længere ned.

Til venstre for os er der figner, oliven, røde bær og smeltende hede bjerge og til højre det reneste azurblå Adriaterhav.

Vi er tæt på vores mål. Byen Molunat, i det sydligste Kroatien. 20 kilometer fra turistspækkede Cavtat. Her er der ro. Èn restaurant, èn lille campingplads, et lille supermarked, ingen hoteller, men en masse familiedrevne pensionater, hvor man kan nyde ro og udsigt på terrasser under hurtigt voksende kiwiplanter.

En småbørnsvenlig, og for Kroatien usædvanlig, sandstrand, og et hav man får lyst at æde, klipper, der kan bruges som badevipper og i det nærmest gennemsigtige hav fisk i alle størrelser og farver.

Et paradissted, som vi aldrig havde fundet, hvis det ikke havde været for en halvluset stol i en hotelfoyer i den montenegrinske badeby Herceg Novi. Her mødte vi en dansk familie, og med vores yndlingsferieredskab, nysgerrigheden, fik vi det gode råd at tage til Molunat, da vi spurgte hvad deres bedste oplevelse havde været i Kroatien.

Trods sin indbydende stilhed og ekstraordinært gode bademuligheder er Molunats bjergrige opland oplagt til aktive familier.

Der lejes nemt mountainbikes og arrangeres sejl- og vandreture i området, og da der angiveligt er ganske sparsomt med kolde vinde, så er badesæsonen fra start maj til slut oktober, og netop oktober skulle være en ganske særlig måned at besøge Molunat, før det er der de indvandrede kiwifrugter er modne til spisning, og dem er der mange af i det tempererede Molunat.

Når man er i området får man hurtigt fornemmelsen af at være stødt på noget så usædvanligt som et luksushelle for de få, men i virkeligheden kan man uden problemer komme til og fra Molunat med offentlige busser fra Dubrovnik, Cavtat og der går sågar en direkte bus fra den internationale lufthavn.

 

 

 

 

 

5. april, 2021

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også

Leave a Comment

Den hvide papirspose fyldes med gulerødder, æbler og salatblade –  og prisen, den bestemmer man selv. Selvom Tierpark Hagenbeck, der har sit eget U-Bahn stoppested, angiveligt er et af de eneste dyreparker, der ikke får nogle former for statsstøtte, så er parkens ubetinget største attraktion næsten gratis.

Bugtende som en ivrig regnorm efter et heftigt regnvejr er den behårede elefantsnabel i konstant bevægelse, og når man lader hånden komme helt tæt på to-kanals “røret”, der suger som en støvsuger og har kræfter som en kvælerslange, så er oplevelsen af at være tæt på en af naturens kæmper i højsædet, for det er præcis hvad man kan i Tierpark Hagenbeck, håndfodre elefanterne.

Snabeltæt

Dyreparken er etableret tilbage i 1907, og dengang som nu var parken fremsynet, da dens stifter Carl Hagenbeck, etablerede sin dyrepark som den første gitterløse park, hvor det handlede om, at komme helt tæt på de 1860 dyr fra hele verden, men med fornemmelsen af, at man er en gæst i dyrenes verden, og det lykkedes næsten. Men bedst er ubetinget håndfodringen af elefantsnablerne, og selvom dyrepasserne har fået smidt en lille fnidret gimmick ind i form af muligheden for at lægge en euro mønt i snabelspidsen, og så se elefanten række mønten til dyrepasseren, der kvikt lader den forsvinde i lommen, så er er der noget helt og aldeles fortryllende over, at interagere med elefanterne.

Snabel4og selvom det er tydeligt, at der skal rigtig, rigtig mange salatblade og overskårne æbler til at mætte den enorme mave, så er fornemmelsen af at bidrage til dyrenes fodring en oplevelse, som er værd at rejse efter.

Snabel3 mad

Lige ved indgangen er der mulighed for at få en papirspose med mad til elefanterne

Snabelgodt  Snabel5   Se mere om Læs mere om dyreparken på deres hjemmeside:  www.hagenbeck.de

28. marts, 2021

Posted In: Aktuelt forsiden, Europa, Tyskland

Læs også

Leave a Comment

« Forrige sideNæste side »

Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com